Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Antimobbestrategi

Alle børn har ret til at være trygge og at være en del af fællesskabet. At blive mobbet, at blive udskilt fra fællesskabet er en traumatiserende oplevelse for alle uanset alder. På Skibet Skole tolererer vi ikke mobning.


Hvad er mobning, og hvordan skal vi forstå mobning?


Børn kan være hårde ved hinanden. De driller og udfordrer hinanden. Når drillerierne bliver vedvarende, når tonen bliver grovkornet og når et barn bliver udelukket fra fællesskabet, så er der tale om mobning.
Mobning er et gruppefænomen. Mobning forudsætter mere end blot et offer og en mobber, nemlig tilskuere eller medløbere, som mere eller mindre bevidst accepterer udstødelsen eller nedværdigelsen af et eller flere af gruppens medlemmer.

  • Mobning foregår i og omkring et gruppefællesskab både off- og online, hvor flere personer har mere eller mindre synlige og skiftende roller
  • Uanset om mobningen foregår via digitale medier eller i andre fora, kan mobbeårsagen ikke udelukkende tillægges enkelte individer. Mobning er det synlige tegn på, at der er en ubalance i den sociale sammenhæng barnet indgår i.

 

På Skibet Skole arbejder vi med inkluderende fællesskaber. Det betyder at der skal være plads til forskellighed. Plads til alle børn og unges forskellige interesser, kompetencer, styrker og udfordringer. Plads til at vi ser forskellige ud, kommer med forskellige baggrunde, og lever forskelligt. Vi har samme værdi som menneske. Samme ret til at være trygge og en del af fællesskabet.


Formål og målsætning med Skibet Skoles antimobbestrategi

Formålet med antimobbestrategien er at sikre, at der bliver handlet på ubalance i fælleskabet. Når børn føler sig mobbet er det de voksnes ansvar at hjælpe barnet og fællesskabet.
Derfor har vi følgende målsætninger:

  • Vi har en forebyggende indsats mod mobning
  • Opstår mobning så handler vi på den
  • Når vi taler om mobning så forstår vi det som en ubalance i fællesskabet
  • Børn som bliver mobbet får hjælp af de voksne
  • Fællesskaber i ubalance får hjælp af de voksne
  • Indsatsen mod mobning er et fælles anliggende for skolens ansatte, elever og forældre
  • Indsatsen mod mobning sker som et samarbejde mellem skole og hjem.

 

Hvad gør vi for at forebygge mobning på skolen


Ledelsen

 

  • Italesætter at skolen er et inkluderende fællesskab

  • Italesætter at mobning skal ses i sammenhæng med en ubalance i fællesskabet

  • Sikrer at antimobbestrategien er kendt af ansatte, elever og forældre, og bliver evalueret i samarbejde med elever, forældre og skolens medarbejdere, samt at strategien både bliver forebyggende og indgribende over for mobning

  • Sikrer at resultater fra trivselsmåling og undervisningsmiljøvurdering benyttes i forhold til at forebygge og bekæmpe mistrivsel. Ledelsen sikrer endvidere, at der sker opfølgning og justering af skolens indsats mod mobning

  • Prioriterer at hele personalegruppen løbende arbejder med at skabe og fastholde fælles værdier, som skolen skal bygge på, så der er en fælles forståelse for, hvordan de gennem deres holdninger og handlinger kan skabe og fastholde en inkluderende skole- og klassekultur

  • Sætter fokus på fælles retningslinjer for medarbejdernes klasserumsledelse, som skal medvirke til at skabe trygge klassefællesskaber

  • Prioriterer, at ressourcepersoner uddannes og trænes i at udbrede og forankre viden om mobning og digital dannelse og redskaber til forebyggelse og intervention mod mobning, så det sikres, at alle medarbejdere har viden og kompetence til at styrke trivsel og forebygge og intervenere mod mobning

Medarbejderne

 

  • Anvender den faglige viden der er omkring mobning og trivsel i fællesskabet – for eksempel www.alleforenmodmobning.dk
  • Arbejder forebyggende og indgribende i forhold til mobning ud fra en forståelse af, at mobning er udtryk for ubalance i fællesskabet
  • Inddrager elever og forældre i arbejdet med at skabe balance og god trivsel i fællesskabet
  • Formulerer sammen med elever aftaler for samvær i den enkelte klasse, aftaler for samarbejdet ved gruppearbejder og aftaler i klassen mod mobning
  • Medvirker til at skolens fælles værdier er synlige og retningsgivende for samværet i skolens hverdag
  • Tager ansvar for kvaliteten af samværet i fællesskabet ved at være en tydelig klasserumsleder
  • Arbejder bevidst med elevernes digitale dannelse og god digital opførsel, og er tydelig i sine anvisninger om etisk korrekt adfærd på digitale medier.
  • Omtaler antimobbestrategien på forældremøder i starten af skoleåret, og viser forventningerne til, hvad medarbejdere og forældre gør, for at forebygge mobning.

 

Eleverne

 

  • Er bevidste om deres egen rolle og ansvar i forhold til mobning. Er eleven; offer, mobber, medløber eller passiv
  • Har fokus på elevtrivslen, inkluderende fællesskaber og mobning samt på gode omgangsformer både fysisk på skolen og online
  • Handler på situationer, både off- og online, der er grænseoverskridende, og siger fra, også når de ikke selv er involveret i problemet
  • Involverer voksne ved problemer med mobning og ensomhed

Forældrene

 

  • Er opmærksomme på, at de selv er vigtige rollemodeller, som deres børn identificerer sig med, iagttager og lærer af
  • Arbejder med at etablere et godt socialt miljø blandt klassens forældre
  • Tager medansvar og engagerer sig i hele børnegruppens trivsel, og forældrene søger at motivere deres barn til at interessere sig for alle børn i børnefællesskaberne
  • Understøtter inkluderende børnefællesskaber ved i hjemmet at sætte fokus på, at der skal være plads til forskellighed
  • Bidrager til drøftelser på forældremøder om trivsel: Reflekterer over egen og andres holdninger til børnefællesskaber, drøfter hvordan elevernes trivsel styrkes, samt hvordan konflikter og mobning forebygges og håndteres
  • Har fokus på at deres barn lærer at løse konflikter selv og sammen med jævnaldrende og inddrager voksne, når der er behov for det
  • Snakker løbende med deres barn om, at hvis barnet eller andre børn mistrives på grund af mobning eller ensomhed, skal de søge hjælp og støtte hos en voksen, de har tillid til
  • Inddrager skolens medarbejdere og andre forældre på skolen, hvis der er bekymring for, at der foregår mobning, eller at der er børn som står uden for fællesskaberne
  • Er nysgerrige på deres barns digitale liv, og løbende taler med deres barn om, hvordan de bruger de sociale medier på en god og respektfuld måde med henblik på at undgå deling af krænkende beskeder og billeder

 

Håndtering af mobning


Det er vigtigt, at tiltag ikke alene rettes mod enkeltindivider, men mod den destruktive kultur i gruppen.
Håndtering af mobning kan ske via tre trin:

  1. En analyse af problemet forud for valg af håndteringsstrategi
  2. Planlægning af tiltag
  3. Evaluering og opfølgning

Skolen skelner mellem initiativer, der er kortvarige, og initiativer, der imødegår det bagvedliggende problem bag det konkrete tiltag af mobning. Begge dele er nødvendige

Hvordan griber vi ind hvis vi oplever mobning eller digital mobning


Ledelsen

 

  • Ledelsen er ansvarlig for at der udarbejdes en handleplan senest 10 arbejdsdage efter, at der er konstateret problemer med det psykiske undervisningsmiljø, herunder tilfælde af mobning.

Medarbejderne

 

  • Tager ansvaret for at løse ubalancen i fællesskabet på sig
  • Sikrer at eleven der bliver mobbet kommer til at tale med en medarbejder eleven har tillid til
  • Tager kontakt til offer, mobber og forældrene til disse
  • Inddrager efterfølgende det fællesskab som offer og mobber er en del af, og iværksætter handleplan som skal sikre, at der bliver arbejdet med ubalancen i fællesskabet
  • Handleplanen bør involvere hele børnefællesskabet, klassens lærere, forældre samt evt. fagpersoner
  • Handleplanen skal indeholde konkrete tiltag om, hvordan problemerne effektivt bliver stoppet. Foranstaltningerne i handlingsplanen kan være kort – og langsigtede og kan ligge på klasse- eller individniveau. Medarbejderne vurderer, hvilke tiltag der bedst muligt kan løse problemerne i det konkrete tilfælde.
  • Løbende status og evaluering af handleplan med relevante parter
  • Inddrager ledelsen, hvis sagen er af meget alvorlig karakter

Eleverne

 

  • Bliver bevidste om deres egen rolle, og tager ansvar for egne handlinger eller manglende handlinger

  • Finder tilbage til de værdier og den adfærd, som klassen har talt om (jf. forebyggende indsats)

Forældre

 

  • Bakker op og bidrager konstruktivt til den handleplan skolen iværksætter

  • Snakker med eget barn om mobningen, om plads til forskellighed, og om hvad de selv og deres barn kan bidrage med for at genskabe balancen i fællesskabet

 

Klageadgang i Vejle kommune


En elev eller forældremyndighedsindehaver kan henvende sig til skolen og klage over skolens indsats i forhold til problemer med mobning. Skolelederen vurderer om der er grundlag for at give klager helt, delvis eller ikke medhold. Herefter er der flere mulige senarier:

Medhold Delvis medhold Ikke medhold

Leder Skoleleder giver klager ret i samtlige klagepunkter.

Skoleleder giver eleven/forældrene ret i dele af klagepunkterne

Skolen giver ikke elev/forældre ret i deres klagepunkter, og klagen sendes videre til U&L

Klager - Klager erklærer sig mundtligt eller skriftligt tilfreds med vurderingen af sagen.
- Klager er ikke enig i at de har fået medhold, og kan anmode om, at klagen sendes til U&L

- Elev/forældre er tilfreds/ enig i beslutningen ogde indsatser skolen vil iværksætte.
- Elev/forældre er uenig /utilfreds med planen, og klagen sendes videre til U&L

Når en klage videresendes til U&L


En klage sendes via skolelederen til U&L
U&L vurderer klagen og orienterer skriftligt herom. Hvis U&L vurderer, at der bør gives medhold i klagen, pågår der på skolen et arbejde i at udarbejde
en ny handleplan, hvoraf tidsplan tydeligt fremgår. Den nye handleplan kommunikeres til relevante aktører, herunder U&L.
Såfremt U&L ikke vurderer, at der er grundlag for at give klager fuld medhold i klagen, sendes klagen videre til Dansk Center for Undervisningsmiljø, hvor der træffes endelig afgørelse. Afgørelsen kan være et påbud, der skal efterleves inden for en given tidsfrist.

Forbehold
Ovenstående procedure og retningslinjer vedrørende behandling af klager afhænger af Byrådets
beslutning om delegation af klagebehandling.

Godkendt af skolebestyrelsen d. 12. december 2017